Oprettet af Ungdomsrådet den 08.09.2011
Glostrup ungdomsråd har lagt en ny strategi for fremtidige arrangementer, tiltag og medindflydelse på ungeområdet. Rådet vil bl.a. satse på et stort arrangement om året i stedet for en lang række små initiativer, som ikke altid bliver til noget.
Ungdomskulturfestival - sommer 2012
Nu satser vi på at arrangere en ungdomskulturfestival, der kan rumme alle de mindre projekter og tiltag, som vi ellers ville skyde af i løbet af året. Vi samler det hele - og laver et brag af en festival for unge mellem 13 og 25 år. Det er et led i vores nye strategi for Rådets fremtid - at skabe en tilbagevendende ungdomskultur begivenhed på linje med Børnekulturfestivalen og Kulturnatten i Glostrup.
Ideen er sammen med Glostrup Ungeguide Avi Kremlovski, at invitere en lang række aktører til at indgå i vores projektgruppe, både kommunalt i Glostrup, men også eksterne samarbejdspartnere, herunder erhvervsliv og aktører fra nabokommunerne - det kunne være ungdomsråd, ungdomsskoler, klubber osv.
I første omgang, er vi i gang med at udarbejde en overordnet projektbeskrivelse til kommunen, hvori vi bl.a. vil ansøge om at anvende en af parkerne i byen til formålet.
Mere medindflydelse på sager, der vedkommer de unge i kommunen
Rådet er allerede med i Ungdomscenterets bestyrelse og udviklingsrådet, men vil fremover søge, at komme med i flere bestyrelser, som har relevans for de unges trivsel i Glostrup. Det er samtidig et ønske fra byens politikkere, at Rådet søger medindflydelse i relevante bestyrelser (Se ungdomspolitikken 2006-10) - og vi er klar på at tage udfordringen op.


